Nærmer sig erklæret ambition: Her åbner kæde nyt havecenter
En familieejet planteskole bliver snart til en ny Plantorama.
Siden 1935 har Korsbakke Planteskole i det centrale Jylland drevet forretning for sig selv. Men om en uges tid bliver den en del af en større koncern, når Plantorama åbner sit seneste og 16. center - og dermed officielt åbner Plantorama i Silkeborg.
Det skriver kæden i en pressemeddelelse.
Plantorama Silkeborg
- Plantorama Silkeborg strækker sig over 3.500 kvadratmeter.
- Centeret byder på sektioner som haveliv og boligliv, men også muligheden for at få bundet unikke buketter i et blomsterbinderi.
- Korsbakkes Planteskole – nu Plantorama Silkeborg – går tilbage til 1935, hvor familien Rasmussen drev planteskolen.
- I 1999 købte Steen og John virksomheden, som i 2010 flyttede til adressen på F.L. Smidths Vej 21, hvor det er lokaliseret i dag.
Kilde: Plantorama
Til at stå i spidsen for Plantorama Silkeborg har kæden peget på den mangeårige centerchef fra centeret i Sønderborg, Thomas Jakobsen.
Og han ser frem til at fusionere kræfterne fra planteskolen med Plantoramas koncept.
- Da jeg blev præsenteret for muligheden for at løfte Korsbakkes Planteskole over i vores Plantorama familie, så blev jeg virkelig nysgerrig. Korsbakke er en helt særlig institution, og netop at skulle udvide Plantorama med en butik, der med deres høje faglighed, gode service og kompromisløse kvalitet allerede repræsenterer det samme værdisæt som os, er enormt spændende.
- Her er det respekten for det eksisterende i samspillet med, hvordan vi kan løfte det til et endnu højere niveau med Plantorama-ånden, der er min fornemste opgave, udtaler han.
Direktør i Plantorama, Torben Castenskiold, har tidligere sat ord på, at kæden satser på at runde 20 havecentre "engang i fremtiden".
Han overtog i øvrigt direktørposten i oktober sidste år fra Plantoramas stifter og mangeårige direktør Peter Vang Christensen.
Torben Castenskiold har selv været ansat i koncernen siden 2007.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 592,6 | 592,4 | 536,9 |
Bruttofortjeneste | 167,5 | 216,9 | 176,1 |
Resultat af primær drift | 7,7 | 67,8 | 55,2 |
Resultat før skat | 5,1 | 68,9 | 56,4 |
Årets resultat | 4,2 | 54,0 | 44,3 |
Balancestatus | 284,4 | 322,8 | 269,2 |
Egenkapital | 82,8 | 138,6 | 144,7 |
Antal ansatte | 329 | 293 | 252 |
Kilde: CVR |